Eddie Skollers gamle hit, “What did you learn in school today?” klinger stadig aktuelt, især når vi dykker ned i nyhederne om Svendborgs skolesystem.
For nylig rapporterede Fyns Amts Avis, at folkeskolerne i Svendborg kommune deltog i en landsdækkende undersøgelse af det faglige niveau. Desværre viser resultaterne, at vores skoler ligger langt nede på ranglisten, med kun de to bedste skoler i den øverste halvdel. Gennemsnitligt set befinder vores folkeskoler sig et stykke nede i den dårligste halvdel blandt landets skoler. I virkeligheden er der mere end 700 skoler, der præsterer bedre end vores bedste folkeskole.
Men hvad med trivslen, kunne man spørge? Trivsel er afgørende, og utallige undersøgelser viser, at trivsel og læring går hånd i hånd. Desværre scorer Svendborgs skoler også lavt på denne parameter. Når vi lægger til, at der er et højt fravær på vores skoler, tegner der sig et bekymrende billede, som vores politikere bør tage meget seriøst.
Det bliver endnu mere problematisk, når man betænker, at den årlige gennemsnitlige udgift per elev i Svendborg er den 17. højeste blandt de 98 danske kommuner, med 73.984 kr. pr. elev. Dette rejser spørgsmål om, hvorvidt vores tilgang til folkeskolerne er den rette. I en kommune med stolte lærertraditioner og udsigt til genoplivning af læreruddannelsen udgør disse kolde facts et paradoks, som kun kan forklares med et politisk og ledelsesmæssigt problem.
Det er på tide, at vi vender fokus mod politikere, der tør give folkeskolen tilbage til dem, der besidder fagligheden og kompetencerne – nemlig lærerne. Heldigvis har regeringen lanceret en skolepolitik, der opfordrer til en frisættelse af folkeskolen. Lokalt kræver det dog, at politikerne dropper topstyringen fra forvaltningen og lader skolernes lederteams og lærere drive hver enkelt skole inden for brede rammer. Dette vil muliggøre udnyttelsen af mange flere individuelle kompetencer og muligheder, som i øjeblikket ikke udnyttes på grund af stram styring oppefra.
Når man tænker på arbejdsrelateret stress og ser, at en af de hyppigste årsager er “ringe indflydelse på egen arbejdssituation,” er det ikke overraskende, at vi har set en flugt af kompetente lærere væk fra folkeskolen i de senere år. Det er på høje tid, at vores lokale politikere retter opmærksomheden mod disse udfordringer og bliver nysgerrige på, hvad der lykkes i andre kommuner, hvor både læring og trivsel er højere i folkeskolerne.
Hvis vi insisterer på, at “vi er de bedste,” risikerer vi at overse kritiske problemer. Lad os turde se vores folkeskoler i øjnene med friske øjne og gøre Svendborg til en forgangs-kommune på skoleområdet ved at give vores folkeskoler fri igen.
